DAGENS PROGRAM
'Uforglemmelige filmscener - på en gang så fortryllende og kuldslåede, at de er hele filmen værd.' Erik Jensen, Politiken (4 hjerter)
Todd Solondz har haft svært ved at leve op til sit mesterværk ’Happiness’om undertrykte seksuelle drifter i forstads-USA, men med ’Life During Wartime’ er han tilbage i stærkeste form. Filmen genopliver faktisk karaktererne fra ’Happiness’, men alle skuespillerne er skiftet ud. Nogle år er gået, og de tre søstre Trish, Joy og Helen har ikke fået det meget bedre. Da deres pædofilidømte far løslades fra fængslet, forsøger han at genetablere kontakten, men Trish er opsat på at få et nyt liv med den ’normale’ Harvey. Den plagede Joy hjemsøges nu også af spøgelser, og Helen har fået succes på TV, men har samtidig helt og aldeles mistet jordforbindelsen.
Fatih Akin brød bogstaveligt talt gennem lydmuren med det hårdtslående drama 'Mod muren' og fulgte siden succesen op med 'På himlens kant'. Med 'Soul Kitchen' slår han en mere humoristisk tone an og det med så stor kraft, at han vandt juryens specialpris i Venedig. Zino driver en lukningstruet restaurant, som han håber at få på ret køl ved at hyre byens hotteste kok – med vaneforbrydere, taskenspillere og myndigheder på nakken. 'Soul Kitchen' en slags sjælebror til 'The Commitments' – en velspillet, veloplagt underhundshistorie, hvor vi til tonerne af et uimodståeligt swingende soundtrack præsenteres for et humørfyldt multikulturelt Tyskland.
'Et medrivende og nærværende drama af de sjældne.'
Martin Lennon, DR Filmland (5 stjerner)
’London River’ er et gribende drama om verdensbegivenhedernes nådesløse indgriben i den enkeltes liv. Elisabeth er af gode grund foruroliget, da hun ikke kan få kontakt til sin voksne datter i forlængelse af terrorangrebet i London, juli 2005. Afrikanske Ousmane er i nogenlunde samme situation: Hans søn er i London og lader ikke høre fra sig. Elisabeth og Ousmane krydser spor i den britiske hovedstad, hvor de erfarer, at deres børn har knyttet tætte bånd. Brenda Blethyn, som ikke er set bedre siden ’Hemmeligheder og løgne’, sekunderes perfekt af nys afdøde Sotigui Kouyaté, der modtog en Sølvbjørn for sin præstation, da filmen blev vist i konkurrence i Berlin.
Lisa og Julien er gift og lever lykkeligt med deres søn, da politiet stormer familiens lejlighed og arresterer Lisa. Hun anklages for mord og idømmes tyve års fængsel. Julien er overbevist om sin hustrus uskyld og vil gøre hvad som helst for at bevise det. ’Du er fransklærer, ikke gangster,’ formaner hans bror, men Julien skyr ingen midler, og inden længe jager han rundt i den parisiske underverden for at finde nøglen til hustruens fængselscelle. Vincent Lindons skarptskårne hundeansigt bringer ikke kun salig Jean Gabin i erindring, men også fordums franske noirfilm. Lindon ydes gribende modspil af Diane Kruger (’Inglourious Basterds’). NB: Vises med norske undertekster.
''Den gyldne tid' iscenesætter vittigt og veloplagt en serie skrøner fra den ofte absurde hverdag i Ceausescus Rumænien.' Eva Novrup, Information
De sidste 15 år af Ceausescus regime var de værste i Rumæniens historie. Ikke desto mindre beskrev datidens propagandamaskine disse år som ’Den gyldne tid’. Cristian Mungiu (’4 måneder, 3 uger og 2 dage’) har i selskab med fire kolleger iscenesat en serie vandrehistorier fra den ofte surrealistiske hverdag under det kommunistiske regime. Det var (galgen)humoren, der holdt rumænerne i live, for absurditeterne tårner sig op med mere end et almindeligt glimt i øjet. Trods sit armodige afsæt er ’Den gyldne tid’ den mest lebendige Balkan-film, der er set siden Kusturicas velmagtsdage.
'En stærkt seværdig film med sort humor, både barokke og skønne scener samt en indimellem dragende og rørende kærlighedshistorie.'
Erik Jensen, Politiken (4 hjerter)
Den seneste film af Park Chan-wook (’Old Boy’) bygger på Émile Zolas utroskabs- og mordfortælling ’Thérèse Raquin’, der i Chan-wooks hænder er blevet en monstrøs og hyper-kinetisk historie om erotisk besættelse, indlejret i et vampyr-plot! Præsten Sang-hyun værdsætter livet så meget, at han frivilligt lader sig teste med en vaccine, der skal udrydde en dødelig virus. Men virusen angriber præsten, og en blodstransfusion er nødvendig. Blodet viser sig imidlertid at være inficeret, og præsten forvandles til en vampyr med højst kødelige længsler. Vinder af Juryens Specialpris i Cannes.
'En særgen og stærkt foruroligende thriller. En veloplagt Casey Affleck giver en præstation i Oscarklasse.' Morten Dürr, Børsen (5 stjerner)
Michael Winterbottoms nye film er baseret på Jim Thompsons roman om den charmerende Lou (Casey Affleck) og den uanselige lille by i Texas, som han er sherif i. Lou har problemer med kvinderne, sit arbejde og de mordofre, der bliver ved at dukke op. Samt det faktum, at han bag sin drævende facade er noget af en sadistisk, psykopatisk morder. Men også de folk, som efterforsker mistankerne mod ham, gemmer på hemmeligheder. Filmen (smukt fotograferet af danske Marcel Zyskind) tåler både sammenligning med 'American Psycho' og Coen-brødrenes 'No Country For Old Men' - både for sit kunstneriske niveau og den til tider ganske brutale iscenesættelse.
Ebbe Iversen, Berlingske Tidende (5 stjerner)
Rådhuset i København er en perle i den danske nationalromantiske byggetradition. Næsten urørt siden færdiggørelsen i 1905. Men det var ikke nogen nem fødsel for den kreative kraft bag projektet, Martin Nyrop. I filmen oplever vi både arkitekten inspirationskilder i Italien og hans stædige kamp for at fastholde sin oprindelige idé med bygværket. Rådhuset ånder af både Nyrops sans for klar disposition, praktiske løsninger på vanskelige konstruktionsopgaver og interesse for selv den mindste genstand. Filmen er både en dramatisk introduktion til et eventyrligt univers og et fascinerende portræt af en ener og sej slider indenfor dansk arkitektur.



