DAGENS PROGRAM
Ken Loach har begået en slags 'Det' bare mænd' med skotsk højlandswhisky. Filmen følger en lille gruppe socialt udfordrede døgenigte og småforbrydere, der mødes til samfundstjeneste. Der skal både betales tilbage til samfundet og støbes fundamenter til en mere ansvarlig fremtidig livsførelse. Det gælder også for Robbie, der venter barn med sin kæreste, Leonie, men som til stadighed får bøllebank af sin svigerfamilie. Der er virkelig noget at arbejde med, men under socialarbejderen Harrys beskyttende vinger vækkes Robbies skjulte talent for whiskyfremstilling - og mulig vej ud af den sociale deroute. Med i Biografklub Danmark.
Opfølgeren til 'Gomorra' er en tragi-komedie fra Napoli. Fiskehandleren Luciano overtales til at stille op til Big Brother, da der holdes audition i byen. Prøverne går godt, og drømmen om rigdom og berømthed vokser, men ventetiden gør Luciano desperat, og han er overbevist om, at tv-stationen overvåger ham. Luciano sætter sig for at bevise sin egnethed, sælger sin fiskehandel og begynder at forære sine ting væk til de fattige - og opfører sig i det hele taget som alle andre end sig selv. ’Reality’ tegner et billede af en generation, der i forsøget på at opnå rigdom og berømmelse risikerer at miste sig selv i processen.
'No' bygger på den autentiske historie om de chilenske 'Mad Men' og deres geniale TV-kampagne mod Pinochet. I 1988 tvinger et massivt internationalt pres den chilenske diktator til at afholde folkeafstemning om sit formandskab. Oppositionens ledere overtaler en ung, smart reklamemand, René Saavedra (Gael Garcia Bernal), til at stå i spidsen for deres kampagne, der skal få det chilenske folk til at stemme NEJ! Med knappe ressourcer og under konstant overvågning fra Pinochets efterretningstjeneste kæmper Saavedra og hans team en ulig og farlig kamp mod Goliat. Oscar-nomineret til Bedste Ikke-Amerikanske Film..
'Et medrivende og hårrejsende portræt... fantastisk rå og rørende.' Nikolaj Mangurten Rubin, Ekko (5 stjerner)
Svend har 16 børn. De fire yngste har han sammen med Gitte, som han netop er ved at blive skilt fra efter 28 års turbulent ægteskab. Samtidig har deres fælles yngste datter, Christina, besluttet sig for at flytte hjemmefra. Opbruddet i familien åbner en byge af spørgsmål - især for Christina, som finder ud af, at hendes familie lider af kollektivt hukommelsessvigt omkring hendes barndom, der er blevet glemt og fortrængt i tåger af sprut og stoffer. ’Blodets Bånd’ er en film om svigt, løgne og en families kollektive fortrængninger, men det er også en film om kærlighed, der overskygger alt.
'Bringer os tættere på djævelen, end vi nogensinde tidligere har haft lyst til.' Kristian Lindberg, Berlingske (6 stjerner)
Ryan Gosling og Nicolas Winding Refns opfølger til 'Drive' er en eksplosiv fortælling om hævn og retfærdighed i Bangkoks kriminelle underverden. I billeder, der ville være en Wong Kar-Wai værdig, fortælles om Julian (Ryan Gosling), som driver en thai-bokseklub, der fungerer som dække for familiens narko-imperium. Da hans bror myrdes, ankommer deres mor (Kristin Scott Thomas) for at bringe liget af sin yndlingssøn hjem og få Julian til at hævn drabet. Julian indleder jagten og opsluges i en spiral af brutalitet, der bringer ham i søgelyset hos en berygtet Bangkok-sheriff, der udøver sin helt egen form for retfærdighedskarma.
Den skandinaviske crime wave skyller fremdeles ind over os. ’I lossens time’ fortæller om præsten Helen (Sofie Gråbøl), der bliver kontaktet af forskeren Lisbeth (Signe Egholm Olsen), som er desperat efter hjælp. Lisbeth leder et eksperiment på en lukket institution, hvor traumatiserede og voldelige indsatte får ansvar for et kæledyr. Eksperimentet ender uhyggeligt, da en ung patient forsøger at tage livet af sig med den begrundelse, at det er Guds plan. I en kamp mod tiden må de to kvinder arbejde sammen for at forstå drengen og trænge ind i hans sårede sjæl, så de kan redde ham. Baseret på Per Olov Enquists roman.
'Luhrmann er som filmfortolker perfekt tunet ind på psyken bag historien.' Kristian Ditlev Jensen, Ekko (5 stjerner)
Mesterinstruktøren Baz Luhrmann (’Romeo + Julie’, ’Moulin Rouge’) er tilbage med en flamboyant storfilm. Historien udspilles på Long Island i de brølende 1920’ere. Leonardo DiCaprio spiller den excentriske rigmand Jay Gatsby, der er kendt for at holde de mest dekadente fester med mousserende jazz, fristende fruentimmere og alkohol i helt syndige mængder. Hans nye nabo, forfatterspiren Nick (Tobey Maguire), fascineres af den på én gang udfarende og mystiske Gatsby og vikles hurtig ind i en verden af rigdom, kærlighed og bedrag. Med Carey Mulligan som kvindelig hovedperson og baseret på F. Scott Fitzgeralds roman.
'En vildt hensynsløs film om sexhungrende kvinder.' Christian Braad Thomsen, Ekko (5 stjerner)
Kærligheden er en vare, der nemt undflyr én – selv når den er både købt og betalt. Det gælder også for Teresa, en midaldrende og overvægtig kvinde, der tager til Kenya på en noget særpræget safari. Rygtet blandt veninderne er nemlig gået: De smukke, unge kenyanske mænd er vilde med hvide kvinder - og ikke spor kritiske. Det kræver overvindelse, men snart lærer Teresa rutinen. Om dagen daser kvinderne på stranden, mens de om natten forlyster sig med unge, sorte mænd. Og udnyttelsen går begge veje: Kvinderne søger kærlighed og bekræftelse. De unge mænd kræver til gengæld penge til stadig flere ’syge’ familiemedlemmer.
'En mageløs, ekspressionistisk forestilling om fatal kærlighed... uhørt smuk.' Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten (5 stjerner)
Joe Wright har med ’Stolthed og fordom’ og ’Soning’ demonstreret sin enestående flair for storladne, historiske dramaer. Og han gør det igen med 'Anna Karenina', som foregår i det 19. århundrede i det russiske overklassemiljø og udforsker den store, romantiske kærlighed - fra utroskabens lidenskabelige passion til båndet mellem mor og barn. I begivenhedernes centrum står hovedpersonen Anna Karenina (Keira Knightley), som begynder at tvivle på sin egen lykke - samtidig med at hendes familie, venner og samfundet, de lever i, står over for kolossale forandringer, som får vidtrækkende konsekvenser for alle involverede.



