Club Zero
Sidse Babett Knudsen troner over Hausners strengt komponerede civilisationskritik. 'Club Zero' deltog i konkurrence ved sidste års Cannes-festival og er et satirisk drama, der går kritisk – og overmåde stilfuldt - i kødet på vor tids forbrugssamfund i almindelighed og kontrol- og perfekthedskultur i særdeleshed. ’Club Zero’ foregår på en international eliteskole for talentfulde unge, hvor Miss Novak (Mia Wasikowska) ansættes af stedets rektor (Sidse Babett Knudsen) som ny ernæringsunderviser. Snart får Miss Novak overbevist en håndfuld elever om, at de skal hellige sig 'bevidst spisning', hvilket i al enkelhed handler om at spise mindre og mindre for at opnå større og større sundhed – fysisk såvel som mentalt. Spørgsmålet er så, om sundhed er sundhed, når den tages til ekstremerne…