Affektionsværdi (Sentimental Value)
Joachim Triers film har siden verdenspremieren i Cannes vundet adskillige prestigefyldte priser, herunder 'Grand Prix' i Cannes og 6 priser ved European Film Awards (bl.a. 'Bedste film'). Filmen slog desuden nordisk rekord med hele 9 Oscar-nomineringer - og endte med at løbe med statuetten for 'Bedste internationale film' ved årets uddeling.
’Affektionsværdi’ følger søstrene Nora (Renate Reinsve) og Agnes (Inga Ibsdotter Lilleaas), som genforenes med deres far Gustav (Stellan Skarsgård) - en førhen ganske feteret filminstruktør, som drømmer om det store comeback. Gustav tilbyder Nora hovedrollen i sin nye film, men hun tøver, og i stedet går rollen til en ung Hollywood-stjerne (Elle Fanning). Og så er familiedramaet ellers i gang – godt hjulpet på vej af formidable skuespilpræstationer. Joachim Trier instruerer med humor, varme og en helt bedragerisk let hånd, for under den særdeles velskrevne historie tages der livtag med universelle temaer som ambition, kærlighed og tilgivelse. Og som det har været tilfældet i instruktørens tidligere film optræder det smægtende, sommerlige Oslo nærmest som en selvstændig karakter i historien.
Filmen er med i Biografklub Danmark.