Der er koldt på toppen i det franske erhvervsliv – især hvis man skal gøre sig som kvinde. Det er Emmanuelle Blachey (altid fremragende Emmanuelle Devos) ikke umiddelbart villig til at erkende, men situationen spidser til, da hun udpeges til at lede et førende fransk energiselskab. Hendes kvalifikationer er i top, men hendes mentale beredskab udfordres – ikke kun af konkurrende selskaber, men også af spidse albuer internt – og en hjemmefront, hvor manden (John Lynch) føler sig stadig mere overset, og hvor hendes far (Sami Frey) slås med sit helbred. For at føje spot til skade arbejder konkurrenterne på at grave snavs frem fra hendes fortid, mens hendes højre hånd forsøger at tage sit liv. Nej, det skorter ikke på intriger og hændelser i Tonie Marshalls fermt håndterede blend af drama og spændingsfilm, der lykkes flot med at vinkle kvindeligt på en ellers mandsdomineret verden.