Philippe Grandrieux er en af de yderst sjældne instruktører, der konsekvent stræber efter det umulige. En af de få andre andre hedder Masao Adachi, og med ham foran kameraet redefinerer Grandrieux hermed portrætfilmens muligheder. Adachi besluttede sig selv til at blive filmskaber efter at have læst André Bretons surrealistiske manifest. Men hvis kampen for frihed er surrealismens definerende projekt er det i lige så høj grad kampen selv, som det er den hårdt tilkæmpede frihed, der optager den 71-årige, japanske avantgarde-instruktør. Adachi er er en af sin generations mest radikalt politiske, kompromisløse og egensindige filmskabere. Men selvom man endnu måtte have hans sjældent viste film til gode, er der alligevel al mulig grund til at bruge 70 minutter i hans selskab. Grandrieux, der var Artist in Focus på CPH:DOX 2009, har nemlig begået et kongenialt portræt, som mere handler om at træffe radikale valg, og om at tænke og ikke mindst handle i billeder. Grandrieux’ typisk nattesorte og atmosfæriske billedunivers forvandler biografen til et psykologisk ‘dark room’, der ophæver mediets begrænsninger og udvider tilskuerens erfaringsfelt. ‘Revolutionen er også et billede. Spørgsmålet er hvordan man gør dette billede konkret.’ (Masao Adachi).