August 2010: Tunesien er midt i ramadanen under Ben Alis regime. Trods den stærke censur i landet, dokumenterer Nadia El Fani et samfund, der fremstår åbent over for ideen om ytrings- og tankefrihed og liberalt i sit forhold til islam, men hvor dobbeltmoralen alligevel hersker og angsten for at blive udpeget som vantro lurer bag ethvert tilplastret restaurantvindue. Her indtager folk stik imod ramadanens regler deres frokost, men de vil for alt i verden hverken filmes eller interviewes. Og mens mænd både kan ryge og drikke, brokker en gruppe veninder sig over, at de betragtes som faldne kvinder, hvis de så meget som tænker på at overtræde de foreskrevne regler. Tre måneder senere bryder den tunesiske revolution ud, og Nadia er i felten igen. Mens den arabiske verden står på tærskelen til radikal forandring, forvandles Tunesien gennem Nadias linse til en lakmusprøve for religionsfrihed, og villigheden til at indføre ligestilling mellem troende og ikke-troende viser sig at ligge tuneserne mindre på sinde, end Nadia, der selv er ateist, havde håbet på. Spørgsmålet bliver i sidste ende, om Tunesien overhovedet er klar til en revolution.