Omvæltningerne i de arabiske lande har ikke nødvendigvis en begyndelse, en midte og en slutning – og heller ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Det minder ‘Nowhere Near Tomorrow’ os om, og det er måske på høje tid. Det hele starter og slutter ganske vist med viljen til frihed. Men hvis man er irakisk flygtning i Syrien er problemerne knap ovre, før de begynder igen. Det er Abu Ahmed, en midaldrende sunni-muslimsk familiefar til seks døtre. Men samtidig gift med den shia-muslimske Wafa og – ligesom over to millioner af sine landsmænd – på flugt. Den lille familie har søgt tilflugt i en labyrintisk lejlighed i det centrale Damaskus, hvor Abu slås med det syriske bureaukrati for at få understøttelse. I mellemtiden serverer han te fra små glas på en fortovscafé, og sukker over sin udsigtsløse situation, som også for en vestlig betragter er uventet – og som tager en helt ny drejning, da syrerne begynder at protestere imod deres eget styre. Alligevel er tempoet roligt, tonen reflekteret og fortællende, og viljen til noget bedre intakt. Og så er der plads til en diskret, humanistisk poesi i de nærværende billeder af den slidte by og omgivelser, der illustrerer både Abus egne historier og den fjerne, faktuelle viden man selv måtte bringe med sig fra avisoverskrifter og nyhedsklip.
CPH:DOX 11 – Nowhere Near Tomorrow
