"Et dybt og rørende stykke filmpoesi om både kærlighed og tab," skrev branchebladet Screen Daily om russiske Aleksei Fedorchenkos rituelle roadmovie, umiddelbart efter premieren i Venedig sidste år. Og det er svært ikke at være enig. Vi følger den aldrende Miron, der efter sin elskede kones død beder sin gamle ven, Aeist, om at hjælpe ham med at sige et sidste farvel til hende. Afskeden skal dog følge en række ældgamle, lokale og lettere bizarre skikke, så de to venner stævner ud på en lang køretur, medbringende kun et fuglebur med to små fugle og den døde kone på bagsædet. Som skikkene foreskriver, udleverer Miron undervejs sine mest intime og personlige minder om sin kone, men som de nærmer sig deres destination, en hellig sø, hvor den endelige afsked skal finde sted, erfarer Miron, at han muligvis ikke er den eneste, der har elsket sin kone. Fortalt i et hypnotisk billedsprog og med et afdæmpet handlingsforløb, der gemmer på ikke få store overraskelser, åbner ‘Silent Souls’ samtidig op for en bred vifte af eksistentielle overvejelser om alt fra fortid og nutid, kærlighed og død. Sammenligningen med andre østeuropæiske enere – fra Andrej Tarkovskij og Béla Tarr til Krysztof Kieslowski – ligger lige for, men selv i selskab med sine store forbilleder er det lykkedes Aleksei Fedorchenko at finde sin helt egen tone.
PIX11 – Silent Souls
