Når man ser alle de mange viftende flag i åbningsscenerne af ‘Les Misérables’, kunne man godt tro, at filmen er en genindspilning af Victor Hugos klassiske roman om den blodige revolution i 1832. Det er den ikke. Ladj Lys debut, der vandt juryprisen i Cannes, er derimod inspireret af oprørerne i Paris i 2005. Den udspiller sig i forstadskvarteret Montfermeil, hvor Hugo i sin tid boede, og som i dag er en smeltedigel af forskellige etniske grupper. Og flagene skyldes VM-sejren i fodbold sidste år, der for en stund lader alle beboerne forene og føle sig som franske. Stephané er ny i politiets bandeenhed og får af kollegerne den hårde introduktion til kvarterets mange grupperinger, hvor beboerne lever efter hudfarve, religion og penge i et konstant højspændt hierarki. Da et tilrejsende cirkus af sigøjnere får stjålet en løveunge, antændes krudttønden, og da en drone efterfølgende filmer politiets hårdhændede fremfærd mod tyven, blæses kampen mellem de sorte, det muslimske broderskab og politiet selv vidt åben. For optagelserne er guld værd, hvis man skal have krammet på strisserne. ‘Les Misérables’ er en højspændt thriller på en klar socialpolitisk baggrund. Instruktør Ly bor selv i Montfermeil, og alle filmens hændelser er baseret på hans egne oplevelser. Han bringer os effektivt helt ned i miljøerne, på kaffebarerne, klubberne og gadehjørnerne inden han for alvor skruer op for den kontante action. Og samtidig har han – som filmens drone – evnen til at løfte sig over gadeplan og vise os de strukturelle problemer.