WEEKEND19 – Psychosia

Marie Grahtø tager os med dybt ned i psykosens fragmenterede virkelighed i sin formalistisk sikre debutfilm, der er skabt nærmest udelukkende af kvinder, både foran og bag kameraet. Dansk film er heldigvis rig på unge talenter, men det er sjældent, vi ser en debutant, der ved så præcist, hvad hun vil, og gennemfører det med så stor stilistisk sikkerhed, som Marie Grahtø gør med ‘Psykosia’. Og det er så meget mere imponerende, fordi Grahtø har mod til at eksperimentere med formsproget og fortælle en subjektiv film om psykoser og selvmordsdrift, delvist baseret på instruktørens egne erfaringer. Svenske Lisa Carlehed (‘I dine hænder’) spiller selvmordsforskeren Viktoria, der kommer til et psykiatrisk hospital for at gennemføre et forskningsprojekt. Men overlægen Dr. Klein (Trine Dyrholm) udfordrer hende til at tage den suicidale patient Jenny (Victoria Carmen Sonne) i terapi. Jenny har skræmt de forrige psykiatere væk med sin konfrontatoriske og grænseoverskridende adfærd, men gennem deres intime samtaler i natten knytter hun og Viktoria et stærkere og stærkere bånd. Et bånd, der sætter magtforholdet på prøve og gør det stadig sværere at se, hvor virkeligheden ender og psykosen begynder. Psykotisk realisme kalder Grahtø selv filmens dobbelttydige forhold til virkeligheden, hvor enhver given situation kan opleves vidt forskelligt alt efter, hvem du er. For at understrege den komplekse verden, filmen udspiller sig i, og den subjektive oplevelse af at være i en psykose, eksperimenterer instruktøren med filmsproget og veksler mellem en intellektuel formalisme og et intuitivt kontrolleret kaos. Store dele af filmen er båret af dialogen mellem Jenny og Viktoria, som nogle gange leveres højtideligt og arkaisk og andre gange overrumplende direkte, ligesom kameraet zoomer ud og ind, så vi sjældent fastholdes i samme følelse, men skiftevis er til stede i scenen og distanceres til den. Hvorefter surrealisme pludselig kan tage over og sløre konturerne, mens kameraet kører 360 grader rundt om personerne og opløser tid og sted. Grahtø skubber til sit publikum og kræver investering, fordi det er svært at forstå, hvordan verden føles, når både jeget og omgivelserne går i opløsning, men det fungerer overraskende godt. Man er øm og ør efter sådan en omgang på den lukkede, med et fornyet filmsprog og stof til eftertanke.