WEEKEND19 – The Lighthouse

Robert Pattinson og Willem Dafoe er ægte søulke lige til at ramme ind og hænge op på væggen i Robert Eggers saltvandspiskende gotiske gyser, der er som trukket ud af bugen på Moby Dick. ‘The Lighthouse’ er en visuel drøm af et mareridt og årets vel nok vildeste filmoplevelse Hvis Robert Eggers’ første film og fødte horror-klassiker, ‘The Witch’, var et studie i mørke kvindelige kræfter, så er hans nye film et billede på vejrbidte mænds kulsorte afmagt. Og sikke et billede. ‘The Lighthouse’ er et psyko-dramatisk mareridt, der udspiller sig på en afsondret stenø i en storm af mandehørm og hanekamp, skrigende måger, hylende sirener, havfruer og søslanger, druk og slåskampe, undertrykt erotik, lort, pis, sæd og saltvand, sømandsskrøner og øredøvende tågehorn. Robert Pattinson og Willem Dafoe er de to for hinanden fremmed mænd, der i slutningen af 1900-tallet ankommer til den mikroskopiske ø ud for New Englands kyst (Eggers’ hjemegn) for at passe fyrtårnet. De er forskellige som nat og dag. Wake (Dafoe) er den ældre og erfarne leder, der bærer nøglen til fyrets hellige lyskilde. Snaksagelig og evigt kommanderende over den uerfarne, mutte og mere mystiske Winslow (Pattinson), der er flygtet fra sin fortid og et liv som skovhugger. De kommer ikke godt ud af det sammen, men ondt bliver værre, da en storm tager til og forhindrer deres afløsere i at nå frem. Som dagene går, tærer isolationen og uvejret stadig mere på deres forstand og opløser skellet mellem virkelighed og mareridt, indtil de en lang, mørk nat for alvor slipper dæmonerne fri. Det er maratonpræstation af de to skuespillere. Pattinson spænder fra indebrændt tristesse til vild desperation, og Dafoe fra accept-hungrende jovialitet til ren sadisme. Man bliver på én gang draget af dem begge og skræmt fra vid og sans, og det er den effekt ‘The Lighthouse’ har. Den frastøder og tiltrækker på samme tid, skiftende mellem lys og mørke præcis som det gamle fyr. Eggers suger os ind i sine meget taktile billeder, der er optaget på 35mm, i sort-hvid og i det næsten kvadratiske 1.19:1 format, som de gamle ekspressionister benyttede. Formatet underbygger klaustrofobien og indrammer på smukkeste vis de mange close-ups af de to søulke. Det er som at bladre i et hundrede år gammelt fotoalbum. Som lyset spiller lyden også en helt særlig rolle hos Eggers. Man forstår måske ikke meget af Willem Dafoes drevne sømands-gruk i filmens begyndelse, men det gør mindre. Til gengæld kan man høre hvert et knirkende gulvbræt, strålen i natpotten og tågehornet, der tuder konstant og føjer til den smittende galskab. Man vakler på søsyge ben ud af biografen efter en filmoplevelse, der må kandidere til årets vildeste.