I samarbejde med Filmnørdens hjørne fejrer vi den sort-hvide film i al dens vælde. Det sker i anledning af Danmarkspremieren på Bong Joon Hos ’Parasite’ i instruktørens egen sort-hvid udgave (NB: Med engelske undertekster). Den viser sammen med tre andre klassikere – drænet for farver.
Det sker fredag den 5. og lørdag den 6. juni i Grand Teatret.
Du kan vælge mellem fire film:
Kl. 23.30: ’Parasite B/W‘ af Bong Joon Ho – fredag aften indledt af Filmnørdens Hjørne!
Kl. 22.45: The Lighthouse af Robert Eggers
Kl. 22.00: ‘Frantz’ af François Ozon
Kl. 23.45: ’Ida’ af Pawel Pawlikowski
Til baggrund:
’Farver er sooo last year,’ skrev Soundvenue allerede i 2014, hvor ’Ida’ var en af årets hotteste film. Tendensen fortsætter.
Om ‘Parasite B/W’ siger Bong Joon Ho selv:
»Det bliver fascinerende at se, hvordan seeroplevelsen ændres, når en identisk film præsenteres i sort og hvid. Jeg så den sort og hvide version to gange, og første gang gav den mig en underlig fornemmelse af, at jeg fik fortalt en fabel og at jeg så en film fra gamle dage. Anden gang jeg så den, føltes det, som om at filmen blev mere realistisk og skarp – som skar filmen i mig med en kniv. Den fremhævede også skuespillerens spil og deres karakterer.«
Da Politiken for nogle år siden dykkede ned i temaet, sagde filminstruktør Ole Christian Madsen som følger:
»Sort-hvid er en af de mest ekstreme stiliseringer, man kan foretage sig i filmkunsten, og mere et fravalg end et tilvalg, synes jeg. Det er nemmere at få en sort-hvid film til at fremstå som æstetisk dragende filmkunst end farvefilmen, der kæmper med at give den strittende virkelighed filmisk form. Jeg tror ikke, der er ideer, som kun kan udtrykkes i sort-hvid, men jeg tror, der er ideer, som er bedre til sort-hvid end andre. Film, der kræver en hermetisk lukket verden omkring sig som Jim Jarmuschs ’Down by Law’ eller har en særlig undergangsvision som Wim Wenders’ ’Undervejs’. Det er to film, der bliver ikoniske af at være i sort-hvid«.
Forfatter og dansk filmforsknings grand old man, Peter Schepelern, supplerer:
»I de tider, da aviser og tv-nyhederne stadig var i sort-hvid, forbandt man det sort-hvide med noget autentisk«, siger han, »mens sort-hvid i dag oser af … kunstneriskhed. Min egen yndlings-sort-hvid-film fra efter den sort-hvide æra er Peter Bogdanovichs ’Sidste forestilling’, hvor det sort-hvide ikke bare er en grafisk strenghed af en art, men også forlener tingene med en dybere mening. Et træ eller en græsplæne i en flække i Texas får pludselig et allegorisk præg og bliver et billede på noget, der er større end den analoge virkelighed, forstadsmiljøet bliver essensen af alle forstadsmiljøer. Det er en måde at udtrykke sig på, og det, man siger, er, at vi tager alle farverne væk, så det, der står tilbage, er det essentielle«.
Om ‘Parasite’ siger Bong Joon Ho selv:
»Det bliver fascinerende at se, hvordan seeroplevelsen ændres, når en identisk film præsenteres i sort og hvid. Jeg så den sort og hvide version to gange, og første gang gav den mig en underlig fornemmelse af, at jeg fik fortalt en fabel og at jeg så en film fra gamle dage. Anden gang jeg så den, føltes det, som om at filmen blev mere realistisk og skarp – som skar filmen i mig med en kniv. Den fremhævede også skuespillerens spil og deres karakterer.