Læs hele teksten her:
VI GÅR IGENNEM PORTALER
Hvad kan det poetiske udsagn? Og hvad vil det sige, at noget er poetisk? Falder poesien ind i hverdagen? Og kan den ændre på noget dér? Hvad er dens evner? Hvordan forandrer dens nytteløshed en nyttebetinget verden? Hvordan virker hensigtsløsheden?
Hvis man taler om, at virkeligheden i form af en solnedgang eller en tåge imellem træer, eller for den sags skyld en kjole eller en frisure, er poetisk, er man ude på det dybe. For hvad har virkeligheden med poesi at gøre? Poesi som et kunstnerisk udtryk.
Kunsten er jo nærmest defineret ved at udgøre sit eget rige; at være en del af verden, men ikke være af denne verden. At der imellem kunsten og virkeligheden er et uoverskrideligt vagtværn af erfaring og tanke, formuleret ofte, klart og tydeligt af Wassily Kandinsky i 1913.
Men i sproget hersker andre regler, og uanset hvor mange gange det bliver sagt – eller indset – vil poesien dukke op i sætninger, der blot beskriver, hvad enhver kan se, at her hviler skønheden, her er komprimeret en kraft, som overvælder og nærmest forynger.
Det er en romantisk opfattelse af alnaturen som beåndet af den ”hellige Alaand”, som Schack Staffeldt talte om, ja, af universet som gennemstrømmet af ”den store Alhermaphrodit”, (stadig Staffeldt) i ”Alforeening, / Alliv, evig Alselvkiærlighed!”
Det tænker den uskyldige naturligvis ikke på, som er forelsket eller ulykkelig eller begge dele og stirrer ind i natten eller den tidlige morgen, hvor et lys af fugle og sarte blade foreviger øjeblikket og skænker den følelse af samhørighed med nuet, enhver ønsker.
Ikke desto mindre vil jeg fastholde, at poesien ikke findes i naturen, men i ’poesien’, så at sige, i den virksomhed, der finder sted hos poeten, og i det resultat, der kommer ud af arbejdet med sproget i en vis nøgternhed. Ansigt til ansigt med naturen.
Hvor digtet opstår, finder der et møde sted, men det behøver ikke at være enkelt; tværtimod er det ofte kompliceret. Det kan være forskudt i tid eller rum, eller det kan være flyttet over på en fiktiv virkelighed, en fiktiv person i midten, eller direkte drømt.
Tag nu fx Jens August Schades digt ”I den vidunderlige verden” fra ”Jordens største lykke” (1949): ”Kan du begribe, at vi har kunnet finde hinanden / i storbyens jungle? / I verdens urskov – / i den almægtige verdens vilde stjerneskov – //
vi gik som børn går og plukkede blomster / i en lille skov ved vejkanten – / og pludselig så vi ind i hinandens øjne, / – og vidste, at vi havde fundet hinanden.” Det er let og underfundigt og ligetil, men også dybt og subtilt og grænseoverskridende.
Digtet glider ubesværet fra det nære miljø, storbyen, via metaforik, til verdens urskov – og derfra til ’den almægtige verdens vilde stjerneskov’. Og det er rigtigt; det var dér, vi gik. Og fra stjerneskoven zoomes der ned på ’en lille skov ved vejkanten’.
Der foretages nogle gevaldige rutsjebaneture af kosmisk art, fra stort til småt, fra voksen til barn, fra by til land, og det hele er styret af det kærlighedsmøde, der finder sted i digtet. Ikke blot havde ’vi’ fundet hinanden; vi vidste det også. Det er jo smukt!
Vi kunne kalde det en poetisk erkendelse, idet den netop finder sted i digtet, via dets virkemidler, associationer, metaforer, allitterationer – ’verdens vilde’ – kontraster og simple glæder ved det lykkelige sprog, rytme, pauser, opbremsninger, skift.
Og dette ’vi’ bliver på en besynderlig måde også til læseren, det indbefatter den, der lever med i billederne, med sin forvandlende kraft. Ikke sådan at forstå, at læseren nu pludselig har fundet en anden – eller hin anden – men en forvandling af sindet har fundet sted.
Det poetiske udtryk bærer på denne mulighed, har indbygget en stadig forvandlingsevne, hvor drømmens billeder trækkes op i den klare bevidsthed, hvor natten møder dagen, og hvor sindet finder sin udstrækning og sit potentiale: at gå fra lukket til åben.
”Jeg / jeg er den der er åben”, siger Inger Christensen (i digtet ”Jeg” fra ”Lys”, 1962). Og det kan både forstås erotisk – og i allerhøjeste grad som en bevidsthedstilstand, fremkaldt af digtet. Således bliver poesien en katalysator for forvandling.
Poesien forvandler også digteren – og i mere dagligdags forstand kan digtet fungere som et brev, en meddelelse i form af en hyldest eller en erklæring, det være sig en kærlighedserklæring eller en tilkendegivelse af respekt eller beundring.
Alt sammen får en særlig klang i digtets form, og via netop formen forlenes det med en ydre varighedsmulighed, det flytter sig fra det private til det personlige til det almene. Nu kan alle og enhver læse med og opleve digtets egenskaber, dets iboende styrke.
Hvad den og den læser vil gøre med det, er det ikke godt at vide, og noget pålydende i digtet vil næppe resultere i en ændret befolkning, men oplevelsen lagrer sig og har en anden effekt end sprog ellers, for det er netop ikke sprog, men forvandlet sprog.
Det bekræftende sprog, der gengiver en given virkelighed mere eller mindre smertefrit, er i bedste fald uskadeligt, men i øvrigt virkningsløst. Hvorimod poesien, hvor sproget er blevet en lodret flugtmulighed, ned i det dybeste, op i det højeste, kan dette uvisse.
Set fra poesiens revolterende synspunkt er det klart, at intet er stabilt, blivende og til stadighed trøstesløst; der er en indre karrusel, en rutsjebane, et springvand, en flod af frihed, som, selv om den er uden navn, ikke er ukendt med at nævne.
Denne benævnelse, rettet indad mod digtet selv, men med udadrettet overblik og mod, fortæller en nu netop forvandlende historie, at den store lyksaligheds kyst kun er nogle nanobølger væk, somnambult kommer ordene til blokken …
Det vil alt sammen sige, at digtet sjældent ændrer på verdens gang, at dagligdagen forløber ganske uanfægtet – og dog, i disse indirekte lag fungerer digtet som noget, der ”skubber på luften som en fjer” (for at citere Rasmus Halling Nielsen) (2004/2014).
Og ude i den store verden finder vi nobelpristageren Bob Dylan, som vitterlig har ændret livet for millioner af mennesker gennem sin poetiske praksis, godt nok kombineret med musik; men i sig selv verdensomvæltende, i korrespondance med Rimbaud m.fl.
Digtet er på samme tid modtager og afsender, i trofasthed over for digterens inderste, og i indadvendt koncentration. Peter Laugesen definerer i digtsamlingen ”Brev til en maler” (2016) poesien som: ”det endeløse brev / hvis nogen vil vide genren / er det den”.
Læser vi ’bladet’ metaforisk for digtet, kan vi i et lille digt fra samme bog opfatte det som en tilkendegivelse af et verdenstilhør i poesien: ”Ja / kom ind / visne blad / der blæser / over tærsklen / i stormen // tak storm / for det”. Der er et ude og et inde.
Samtalen finder altså sted her i et vibrerende felt af paradokser, som har rødder nede i det for længst glemte og grene og blade oppe i det huskede. Den strækker sig fra mørket til lyset. Der tegner sig et rum, vi – læserne – bevæger os i, som var vi ledsagede.
Vi bevæger os gennem portaler. Hvad vil det sige? Ikke fysisk synlige bygningsværker, men drømmeagtigt anede overgange fra én sindstilstand til en anden, fra et bogstav til det næste i det ord, der er livet, den græsgang, der er lagt ud for os.
”Kærlighed kan trylle”, kaldte Jørgen Gustava Brandt sin digtsamling fra 2004; det er poesien, han tænker på. Nu er kærlighed og digtekunst ikke det samme, men der er et felt, hvor de overlapper, og stiller man sig ind i det felt, er meget nået!
Så kan man være buschauffør og selv skrive digte, eller man kan være en læser på bageste sæde, der med lukkede øjne nærmer sig en oplevelse af bevidst/ubevidst, hvor digtets egenverden eksploderer i sande symboler.
Måske er der en tilegnelse i dette forehavende, måske vil det ændre på tingenes gang, en verden vil se anderledes ud, i alle tilfælde et indre, hvor, hvad vi kunne kalde hjertets sprog, taler. Nu er det storbyen, nu er det kosmos, nu er det barndommen!
Ved vi, hvad vi ved? Næppe, men vi kan beregne afstanden hen til lyksalighedstilstanden, den er så og så mange ord, og her er der en ny viden, den omkalfatrede indsigt i verden, hvor ’du’ er, og ’vi’ er; med digtet som gyldigt referencepunkt.
Køb billet, se trailer og læs mere om ‘Paterson’ her.