‘Stor fransk naturfilm. Sjælden og stærk oplevelse for alle aldersklasser.’ Søren Vinterberg, Politiken (5 hjerter)
Rabalder Bio er tilbage med en ekstra sommerbonus i form af en charmerende og imponerende iscenesat historie om aben Saï, der er opvokset i fangeskab. Undervejs fra A til B må et fly nødlande i Amazonas-junglen. Saï er ombord og slipper ud af sit bur. På sin færd møder Saï et bredt udbud af regnskovens dyr – farlige som ufarlige – og begynder snart at forstå, at han må finde en flok af sin egen art for at overleve. Historien vil rive både små og store publikummer med sig, samtidig med at den præsenterer publikum for et fascinerende indblik i skovens fauna og nok med dyreliv til også at kvalificere som en dokumentarfilm. NB: Vises i 2-D.