‘Amys vilje’ er en intim skildring af de personlige konsekvenser fra et systematisk svigt i det internationale adoptionssystem, set gennem en ung piges personlige kamp for retfærdighed og jagten på sin tabte identitet. Som 10-årig bliver Amy og hendes lillesøster bortadopteret til Danmark og efterlader deres mor og storesøster i Etiopien. Amy finder sig dog aldrig til rette i sin nye familie. Hun rammes af dyb sorg efter tabet af sin biologiske familie, sit barndomssprog og sin kultur, ligesom det svigt hun oplever fra systemet i Danmark efterlader dybe ar i hendes sjæl. Amy vil have sin adoption ophævet. Over fem år følger filmen Amy i sin rejse mod at opnå sit største ønske: at genskabe det familiebånd, der blev brudt fra den ene dag til den anden, da hun som 10-årig blev bortadopteret, og afskåret fra at have kontakt med sit ophav.