‘Det er en tør komik og en underspillet melankoli, der driver værket.’ Ralf Christensen, Information
I efterdønningerne af en pandemi, som giver pludselig hukommelsestab, bliver Aris rekrutteret til at deltage i et genoptræningsprogram, som hjælper patienter med at finde en ny identitet. Han begynder at skabe nye minder, som han dokumenterer med fotografier, og efterhånden finder han tilbage til et almindeligt liv og opdager, hvor højt han elsker røde æbler. Samtidig møder han Anna, som også er i bedring. Christos Nikou føjer sig lydefrit ind i kongerækken af græske weird wave-instruktører, hvor Yorgos Lanthimos (Dogtooth, The Lobster) er den mest umiddelbare reference – såvel indholdsmæssigt som kvalitativt.