‘Kan et barn slå ihjel? Norsk film stiller flere spørgsmål, end den besvarer, og det er gysende godt.’ Nanna Frank, Politiken (5 hjerter)
Afsættet i ’Barn’ er en dødelig ulykke, men filmens hovedærinde er af mere moralsk, menneskelig karakter: Hvordan overlever vi traumatiske hændelser – og hvad med skylden og angeren? Dag Johan Haugeruds på overfladen enkle hverdagsrealisme lodder store dybder. ’Barn’ er som en god roman, udstrukket i tid og fyldt med nye vinkler på sine egne figurer. Det starter på en skole, hvor den 13-årige Jamie er blevet slået omkuld af klassekammeraten Lykke. Ambulancen kommer, men Jamie er død. Var det et uheld, eller havde Lykke hensigter?