‘En sanselig og intim dokumentar om børnenes liv. Meget smukt at opleve.’ Yasmin Turan Mikkelsen, KulturBunkeren (6 stjerner)
Norske Margreth Olin følger i sin seneste film et år i en børnehave, hvor børnene får lov at gøre det, de er bedst til: at lege – uden hensyn til læreplaner, læringsmål og andre diktater. Men hvorfor er en naturlig barndom egentlig undtagelsen snarere end reglen i vores samfund? Der er nok at spørge sig selv om i Olins sanselige og poetiske værk, der ikke blot lægger op til en vigtig debat, men som også selv omsætter politik i praksis ved at indtage børnenes eget perspektiv på årstidernes skiften, de indbyrdes bryderier og venskaber og pædagogernes nærvær. En stille, poetisk protest, der fortjener at blive hørt af mange.