‘Vil åbne tårekanalerne på både kvinder og mænd. Saoirse Ronan fortjener til fulde sin Oscar-nominering.’ Jacob Wendt, Berlingske (5 stjerner)
Saoirse Ronan er Oscar-nomineret for sit subtile spil i John Crowleys følelsesfulde, romantiske drama. Eilis (Ronan) er en ung irsk immigrant, der lander i Brooklyn i 1950’erne. Umiddelbart er hun en forsigtig pige, men hun blomstrer langsomt op under de nye himmelstrøg, især efter mødet med italiensk-amerikanske Tony (Emory Cohen), der tegner til at blive hendes livs kærlighed. Snart indhentes hun imidlertid af fortiden og valget mellem det liv, som hun egentlig havde lagt bag sig, og den nye tilværelse, hun netop har taget hul på. Nick Hornby (ligeledes Oscar-nomineret) har skrevet manuskript på baggrund af Colm Tóibíns roman.