Denne svenske ener vandt Special Mention-prisen i Berlin, og det er ikke svært at se hvorfor. På én gang krimi, magisk realisme og ungdomsdrama med et komisk strejf – ‘The Crown Jewels’ er en original historie, der nægter at lade sig diktere af genrer. Den unge, smukke Fragancia (spillet af Alicia Vikander fra ‘En kongelig affære’) står anklaget for mordet på Richard, søn af byens magtfulde fabriksejer. Under politiets afhøring fortæller hun om de dramatiske omstændigheder, der førte til tragedien: Om sin forelskelse i det lokale ishockey-håb, om sin mongolide lillebrors forsvinden og om sin fars desperate forsøg på at lave guld. En farverig og fantasifuld fortælling, hvor mørket og lyset følges fornemt ad.