Hvad gør man, når kærestens graviditetstest er positiv, man er 15 år og har store drømme om fremtiden? Maxime og Melanie er dybt forelskede i hinanden, og skal pludselig tage en meget stor beslutning: Vil de beholde barnet? Maxime er et spirende målmandstalent, og ser sig selv som en kommende fodboldstjerne. Derfor er det svært for ham at give slip på sin drøm, mens han samtidig bliver gladere for tanken om en lille, ny familie. Selvom emnet om unge forældre langt fra er nyt, giver denne belgiske film et flot, autentisk og følsomt billede af den svære situation – forfriskende nok set fra den kommende fars side.