En film om et helt nært venskab mellem en pige og en løve. Lyder godt – men hvordan filmer man lige det uden computeranimation? Det er lykkedes Gilles de Maistre i denne lysende kærlige fortælling om venskab og om at passe på de sidste vilde hvide løver, i det sydlige Afrika. Hvor vi kommer heeeelt tæt på de store kattedyr. Optagelserne til filmen om “Mia og den hvide løve” startede, da skuespiller Daniah De Villiers var 10 år og sluttede, da hun var 18 år. Instruktøren Gilles de Maistre sætter via filmen fokus på Sydafrikas “Canned lion jagt-industri”, som hvert år betyder, at omkring 8.000 løver opdrættet i fangenskab i Sydafrika, sælges til trofæjægere, som betaler helt op til 350.000 kroner for at skyde en løve i et indhegnet område. Selve beskrivelsen af hvordan denne trofæ-industri fungerer, er en af de dramatiske scener i filmen. “Man kan ikke forandre verden”, råber Mias far, da hun stikker af med løven Charlie for at redde ham fra trofæjægere, men jo, det kan Mia. Heldigvis.