Villa Tugendhat, tegnet af Mies van der Rohe, beliggende i Brno, Tjekkiet, færdigbygget i 1930, er et af funktionalismens mesterværker, og med på UNESCOs Verdensarvsliste. Åbne rum, glas og stål, møbler i primærfarver. Et orgie i god smag fra før verden gik af lave. Ni år før for at være helt præcis.
Denne dokumentar skildrer husets historie fra jødisk privatbolig i trediverne, over dets officielle funktioner under tyskerne og russerne til dets status som kitchet kulisse i reklamer og sæbeoperaer -samt i filmen ‘Hannibal Rising’.
En skildring af et hus og et stykke europæisk historie – samt et portræt af den ukuelige familie, der måtte flygte over hals og hoved, men aldrig glemte deres gamle ejendom.