‘Integrerer musikken forbilledligt.’ Kim Skotte, Politiken (5 hjerter)
Geniet vækkes til live i ‘Chasing Trane’, der fortæller hele historien om John Coltranes liv – fra barndommens raceuroligheder i Brooklyn over de turbulente halvtredsere med det eskalerende heroinmisbrug og frem til den forløsende medvirken på Miles Davis’ ‘Kind of Blue’, hvorfra Coltrane rejser sig fra jazz-junkie til stoffrit geni og improviserer sig frem til nogle af jazzmusikkens centrale værker. Filmen bygger på interviews med familie, venner og prominente musikere – selv ekspræsident (og skabssaxofonist) Bill Clinton giver sit besyv med. Hele herligheden bindes sammen af Denzel Washington, der lægger stemme til gamle fotografier og optagelser af Coltrane.