Årets vinder af prisen for bedste italienske film ved David di Donatello-uddelingen er et grandiost, bevægende og til tider helt elegisk opus om to mænd, der bliver barndomsvenner i en afsidesliggende landsby i bjergene nord for Aosta-dalen – og siden kæmper med at genetablere venskabet som voksne. Historien strækker sig over fire årtier, hvor de to mænd skiftevis nærmer sig og fjerner sig fra hinanden. Bruno (Alessandro Borgni) drages af ensomheden i de majestætiske bjerge, mens Pietro (Luca Marinelli) søger ud i verden – og undervejs tager ophold i Himalaya, hvor titlens otte bjerge befinder sig. Naturen nøjes nemlig ikke med at agere bagtæppe, men bliver definerende for de to mænd, der begge kæmper med at artikulere deres følelser. Sjældent er venskab skildret med større, indestængt intensitet.