‘Mads Brüggers nye film er ikke blot hans bedste – det er en sensation på alle planer.’ Jesper Olsen, Soundvenue (6 stjerner)
Det er både sensationelt og eksplosivt, hvad Mads Brügger – iklædt hvidt tøj, tropehjelm og signatur-ringen med Fantomet – får afdækket i ’Cold Case Hammarskjöld’. FNs generalsekretær Dag Hammarskjöld døde i 1961 ved en mystisk flyulykke i Ndola i Nordrhodesia (det nuværende Zambia). Omstændighederne omkring ulykken er fortsat uklare, og med hovedet rumsterende af konspirationsteorier begiver Mads Brügger og amatørforskeren Göran Björkdahl sig ud for at finde sandheden om ulykken – friskt flirtende med billedet af sig selv som koloniale mænd, der mansplainer det afrikanske kontinent. Efterhånden som efterforskningen skrider frem, krakelerer klovnemasken. Det er ikke småting, der kommer for en dag, og man tror instruktøren, når han siger, at filmen potentielt kan få låget til at ryge af gryden i Sydafrika.