TATARÉ En gammel, krumrygget mand er hovedpersonen i en fabel uden handling, krumspring og overfladisk drama. Alligevel er ‘Tatare’ rig på fortællinger og erfaringer af den slags, som det tager et langt liv at samle sammen – og som kan kendes på en meget sjælden og dybt menneskelig humor. Alberto Bonnet hedder han, og en slank kat gør ham selskab i den faldefærdige hytte langt inde i den paraguayanske jungle, hvor han lever af at holde bier og dyrke jorden. Gamle breve og halvt huskede digte fylder tiden ud, imens den passerer forbi som sangene fra en slidt radio. Flere tider er konstant til stede i samme billede, men alligevel er der tale om en absolut nærværende oplevelse, der fornyer sig selv flere gange undervejs. Instruktørparret Renate Costa og Salla Sorri forsøger sig nemlig ikke med at sammenfatte (og dermed afrunde) et helt liv i løbet af en enkelt film, og netop derfor er ‘Tatare’ så munter og overraskende vital. Bedst som man tror, at man har regnet den ud, lægges der nyt til, og det er vel i sig selv en lille lektion i livskunst. Simple midler, stor effekt. IMAGINING EMANUEL Vi møder Emanuel i et mørklagt tv-studie, der viser sig at udgøre scenen for et stykke meta-dokumentarisk virkelighedsteater. Vi ved hvad han hedder, og at han flygtede fra borgerkrigen i Liberia til Norge i 1990, hvor han ankom til Norge i maskinrummet på et fragtskib. Eller gør vi? For hvad ved vi egentlig? En ting er sikker: vi ved mindre end vi tror. Billedkunstneren Thomas Østbye debuterer med en politisk og drilsk filosofisk film, der i den sidste ende kalder på vores dybe sympati.