Med en mor mentalt invalideret af chokterapi i 1950’erne drager filmskaberen Jonathan Caouette ud på en roadtrip for at finde et nyt beskyttet hjem til hende. På rejsen bliver der kastet lys over sønnen og moderens alt andet end ordinære forhold, mens fortid og nutid, fiktion og virkelighed blandes sammen i surrealistiske vignetter og musikalske collager. Titlen ‘Walk Away Renée’ er taget fra en 60’er-popsang, men ironien er tydelig: hverken moderen Renée eller sønnen kan forlade deres indre dæmoner. Filmen kan ses som en tematisk opfølger til Cauettes roste mikrobudget-debut ‘Tarnation’ fra 2003. Men efter mange års stilhed (på nær en dokumentar om musikfestivalen All Tomorrow’s Parties) er han nu endelig tilbage med endnu et kapitel i en aldeles ukonventionel familiehistorie.