Prostitution findes simpelthen i verden. Derfra er vi overladt til os selv i den østrigske mesterdokumentarist Michael Glawoggers episke og konfronterende ‘Whore’s Glory’, der observerende og med en skånselsløs nærhed udspiller sig på tværs af tre kontinenter og tre religiøse kulturer. I Bangkok stempler de prostituerede ind som på en fabrik, inden de sætter sig til rette for kunderne i en oplyst, akvarie-lignende montre. ‘Lystens Hus’ i Bangladesh er en dunkel og infernalsk labyrint, hvor mødre prutter om prisen på deres 12-årige døtre. Og i den aflukkede bydel ‘La Zona’ i Mexico tilbedes ‘Den Hellige Død’ – en kvindelig gud og det eneste håb i noget der mest af alt minder om helvede på jord. Fire år har det taget Glawogger at vinde kvindernes (og kundernes) tilstrækkelige tillid til at komme helt ind i prostitutionskulturens begsorte hjerte, hvor religionens tvivlsomme dobbeltmoral dominerer. Men samtidig er der tale om et monumentalt værk af en skala, hvor menneskeheden selv er hovedperson. ‘Whore’s Glory’ er den længe ventede, tredie film i Glawoggers globaliserings-trilogi, der også omfatter ‘Megacities’ (1998) og DOX:AWARD-vinderen ‘Workingman’s Death’ (2005).