Præmissen for årets Guldbjørnevinder er enkel: De indsatte i Rebibbia-fængslet i Rom skal opføre Shakespeares ‘Julius Cæsar’. En klassisk tragedie om sammenhold, magt og forræderi, der når helt nye og uventede højder, da linjerne imellem Shakespeares replikker og de indsattes personlige fortællinger stille og roligt nedbrydes. Med deres egne, italienske dialekter smider de indsatte – der sidder inde for alt fra mord til mafiarelationer – om sig med poetiske citater fra teksten, og på rørende vis indblandes deres egne stærkt personlige historier ind i plottet, og grænserne mellem dokumentar og fiktion sløres. Er det Shakespeares historie eller historien om livet som indsat? Er det teater eller den barske virkelighed?