‘My Father and The Man in Black’ er en film om legendariske Johnny Cashs manager, Saul Holiff, og ikke den sortklædte herre selv. Og så alligevel. For historien om Holiff-familien er som et maleri, hvor Cash udgør lærredet, hvorpå dramaet udspiller sig. Med et væld af kløgtigt komponerede re-enactments følger vi managerens søn Jonathan, mens han graver dybt i faderens hengemte skattekammer af et arkiv og bliver klogere på en far, der aldrig var tilstede for ham. En far, der stod bag en af musikhistoriens største personligheder, men som betalte en høj pris for det. For Johnny Cashs turbulente liv og opførsel kastede lange skygger over alle omkring ham.