En nød i en håndflade synes at rumme en lille bid af livets mysterium i den brasilianske filmskaber Cao Guimaraes’ nærværende og graciøse billeddigt til sin kæreste, som han mødte da hun var den eneste tilskuer til hans film ‘Drifter’ i en dunkel arthouse-biograf. Først var de to, nu er de tre. Cao, Flor og nu Otto, der tilbringer det meste af filmen inde i sin mors voksende mave, imens hun venter på ham. Man kan nærmest dufte den fugtige jord under bladene, som de kølige efterårsbilleder omslutter hende og afløser hinanden i uventede konstellationer, der er poetiske i en helt elementær forstand. Cao Guimaraes har skabt sin mørke, romantiske film som en beskeden filosof, der udtrykker sig i billeder i stedet for ord. En film med forfædre blandt Terence Malick, Stan Brakhage og Sergei Paradjanov, men med en fortrolighed og elegance, der er helt dens egen.
CPH:DOX 12 – Otto
