‘Side by Side’ er et crash-kursus i hvad den digitale revolution betyder for filmen, og en veloplagt opsummering af alle de friheder (og nye begrænsninger!), som digitaliseringen fører med sig. Keanu Reeves er overraskende sjov og veloplagt som værten, der møder instruktør-eliten til en snak om noget, de alle er dybt optagede af (og uenige om): Lynch, von Trier, Scorsese, Nolan, Fincher, Lucas, Cameron, Boyle, Soderbergh – samt nogle af verdens bedste filmfotografer, heriblandt Anthony Dod Mantle. Alle har en mening om det digitale paradigme-skifte, men er filmene egentlig blevet bedre af de nye muligheder? Som titlen antyder rejses forholdet imellem celluloid og digital ikke som et enten/eller, og selvom spørgsmålet får de største filmfolk helt op af stolen, bliver debatten aldrig indforstået.