Eftermiddagssolens støvede stråler skinner ind mellen de vældige træer i en have, hvor en lille flok gamlinge sidder tavse i hinandens selskab. Vi er på et alderdomshjem, hvor vi stifter bekendtskab med Dorian, Sarita, Luis, Morena og Juan. De er alle nået til den ‘sidste station’ på livets vej. Men man lærer mere om livet end om døden i en film, hvor hvert billede kunne have været malet af Hammershøi. Hvornår har en film sidst haft denne nærmest skulpturelle tyngde? Tankerne ledes umærkeligt i retning af mestre som Tarkovskij og Angelopoulos, men uden at stille sig i skyggen af fortiden – og det kan kun tages som en pointe – lader ‘The Last Station’ os blot registrere årstidernes rolige skiften, imens det gyldne lys i stuerne fader ud fra daggry til chiaroscuro. Komisk, hjerteskærende og dybt menneskelig i lige mål understreger filmen, at livet ikke er sådan at få bugt med.
CPH:DOX 12 – The Last Station
