Stephen Hawking er berømt for sine revolutionerende tanker og glimrende formidling af dem, og for det handicap, der i løbet af hans lange liv har taget førligheden, men ikke hans vittige sind fra ham. ‘Hawking’ er mandens livshistorie fortalt af ham selv (via en stemme-synthesizer), og er historien om en overmenneskelig begavelses udvikling fra han som doven studerende fik at vide at han havde to år tilbage at leve i, og til populærkulturelt ikon med guest star appearances i både ‘The Simpsons’ og ‘Star Trek’. Hawking taler om at være det selvfølgelige centrum i de mange champagne-receptioner, han stadig deltager i, for hvis antallet af fester, man inviteres til, er et mål for, hvor langt man er nået i sit liv, så har han trods alt gjort det meget godt. Men han har samtidig også to ægteskaber bag sig, og i denne, hans selvbiografiske film er der også plads til mere eksistentielle overvejelser side om side med den svimlende abstrakte fysikteori.