Den hippe, franske gadekunstner og sociale aktivist JR har fået et globalt publikum i tale med sine enorme fotoværker af ansigter, der ser tilbage på én fra husmure overalt i verden. Som han selv siger, så er han ikke ude på at redde verden – men på at forandre den. En mission, der allerede gik forrygende inden han for nyligt lancerede sit online-projekt ‘Inside Out’ og inviterede alle ind i den skabende proces. Og det er der indtil nu over 135.000 mennesker fra 98 lande, der gerne vil! ‘Inside Out’ er et interaktivt projekt, hvor folk overalt kan uploade fotos, som JR og hans hold printer ud og returnerer, så man selv kan sætte dem op, hvor man bor. JR’s sociale projekt er et nutidigt bud på en kunstaktivistisk form for intervention, der ikke havde været mulig uden en vision af globalt omfang – og en dybt original og innovativ brug af moderne teknologi.