‘Jeg er så glad for at være her…’, sukker en ældre kvinde, der akkurat sidder oprejst i en lænestol, svøbt i et uldtæppe og nyder en cigaret. Blot få dage efter ligger hun livsforladt, men fredfyldt med en blomst mellem de foldede hænder på sin seng. ‘Last Dreams’ er et skarpt skåret udsnit af virkeligheden på et hospice, sidste stop før døden. Fragmenter af samtaler om livshændelser og problemer, der beskæftiger de døende. Hanne ved ikke, om hun bør kontakte sin eneste datter i et sidste forsoningsforsøg. Britt kæmper med vreden over en hård opvækst under sin afdøde mors manglende omsorg. Og Myrna konfronteres dagligt med angsten for hvad der uafvendeligt venter hende om ganske kort tid. Som en usynlig iagttager bringer Estephan Wagner os ganske tæt på tre kvinder, der må acceptere at skulle herfra før tid.