Den amerikanske stjernefotograf Nan Goldin har siden sin debut i 1970’ernes New York ophøjet snapshottet til en kunstform og foreviget sin nære omgangskreds af venner, kunstnere, elskere, bôhemer og storby-dandies i titusindvis af fotografier. Hendes værk er sårbart og upoleret, og begunstiget af en unik intimitet imellem fotografen og den fotograferede. Men også mærket af en til tider selvdestruktiv kraft, der forløses i fotografiet. Goldin har aldrig sparet hverken sig selv eller sine nærmeste i sine fotografier, der uden filter dokumenterer livets dramatiske op- og nedture, men hvor det at forevige sine nærmeste samtidig bliver den ultimative kærlighedserklæring. Kom ind på livet af den karismatiske Goldin, som indvier os i sin praksis og i stribevis af anekdoter fra sit turbulente liv.