Yermén arbejder som spirituel guide og tarotkortlæser. Hun filmer sine naboer og kvarterets omstrejfende hunde fra sin nedslidte lejlighed i udkanten af Santiago. Naboerne skuler efter hende og kan ikke finde ud af om hun er mand eller kvinde, nogle mistænker hende for at være en heks. Hendes kæreste skammer sig over hende i det skjulte. Yermén drømmer om at skifte køn og beslutter sig for at prøve lykken i et tv-show, hvor præmien er en plastik-kirurgisk operation efter eget valg. Hun møder en gådefuld immigrant, der drømmer om at komme til at ligne Naomi Campbell. Elementer af rå, kropslig virkelighed og dokumentariske scener veksler med et minimalistisk fiktionsplot, der primært er en anledning til at følge hendes forvandling til den, hun hele tiden har været.