En kærlighedserklæring til Eric Rohmer, filmbyen Paris og glæden ved simpelthen at lade sig forføre af film. Under en rejse til Paris for knap tyve år siden kom Richard Misek ved et tilfælde til at medvirke i en film af den franske auteur Eric Rohmer, der var i færd med at indspille ‘Les rendez-vous de Paris’ (1995) på åben gade, da Misek passerede forbi og blev foreviget af kameraet i et kort glimt. Først mange år senere fandt han ud af, at han selv optrådte i en film af den instruktør, han siden var kommet til at beundre for hans blufærdige og filosofiske skildringer af livet i og omkring den franske hovedstad. ‘Rohmer in Paris’ er et cinematisk essay, der udelukkende består af klip fra Rohmers (og enkelte andre parisiske instruktørers) film, akkompagneret af Miseks lidenskabelige og indsigtsfulde betragtninger over de motiver og mønstre, der først åbenbarer sig ved gensyn: udvekslingen af blikke, de cirkulære forbindelser og filmenes indbyrdes topografi.