En naturforsker optager lyde af billers gnaven i palmetræer, mens en ældre herre med velvoksent fuldskæg underholder sin datter i deres etværelses-lejlighed, og en flok prostituerede transvestitter holder fest ved motorvejen. Årets vinder af Guldløven i Venedig tegner et farverigt billede af det brogede liv i udkants-Rom. Et område, der er indrammet af ringmotorvejen GRA – Grande Accordo Annulare. Herude i den evige susen fra de travle bilister og flyene huserer et væld af skæve og mindre skæve personligheder. Ambulance-chaufføren, der haster fra det ene uheld til det næste, fiskeren, som lærer sin ukrainske kæreste, hvordan man spiser melon, og den ældre aristokrat, der slænger sig på sofaen i sit palads omgivet af kitsch. På enkel vis lader Gianfranco Rosi os smugkigge ind i disse menneskers liv, lytte med i deres samtaler og følge dem i deres daglige gøremål.