Hvis en film om en bibeltro, texansk familie med tolv børn og endnu flere skydevåben umiddelbart lyder som et field trip til ‘white trash’-land, så er der blot endnu en grund til at se denne uhyre billedsmukke og menneskekloge hybrid imellem dokumentar og subtil iscenesættelse, i form af en romance imellem en kristen families unge datter og en rodeorytter. Sara er opdraget til at tjene sin fremtidige husbond og være ham tro for livet. Men i mødet med den unge Colby oplever hun for første gang en tvivl, som hun indvier sin mor i. Drømmerisk og impressionistisk som hos Terrence Malick, men med en jordnær følelse for stedet, jorden og de uskyldsrene, næsten bibelske ansigter. Roberto Minervinis mesterligt fotograferede film er et nærværende blik ind i en kultur, hvor religion og tradition står stærkt, og hvor familien er kernen i den enkeltes liv. ‘Stop the Pounding Heart’ var i hovedprogrammet i Cannes i år.