‘Rammer én lige i hjertet.’ Kim Skotte, Politiken
I 2009 lod den svenske kunstner Anna Odell sig indlægge på psykiatrisk afdeling efter at have villet springe ud fra en bro i Stockholm. Det viste sig at være et kunstprojekt. Hendes første film er ikke mindre kontroversiel. Odell blev mobbet som barn. Og da hendes skoleklasse holdt 20-års jubilæum, blev hun ikke inviteret. ‘The Reunion’ er hendes forestilling om hvordan aftenen var gået, hvis hun havde været inviteret og kunne konfrontere sin barndoms tyranner. Efter det fiktive ‘gensyn’ opsøger Odell sine virkelige, tidligere klassekammerater for at få deres reaktioner på filmen. I sin refleksion over mobning, skyld og ansvar placerer den sig i et konceptuelt grænseland, hvor stand-ins og rekonstruktioner går i ét med Odells hævnfantasi.