Madchester-lømlerne i The Stone Roses slog igennem med imponerende flabethed og en af musikhistoriens bedste debutplader. Og så fuckede en bogstaveligt talt dårlig kemi ellers alting op: stoffer, interne egotrips, kaotiske koncerter og et anstrengt forhold til presse og management. Da det legendariske band for to år siden blev gendannet, stod instruktør Shane ‘This is England’ Meadows klar. Ian Brown & co. har aldrig været blege for at lave ballade, som bandets tidligere pladeselskabs-chef fik at mærke, da han genudgav debut-ep’en uden bandets besyv. Resultat: et smadret kontor og en kone overklistret i hvid maling. Shane Meadows har været med i øveren, backstage og på scenen. Igennem op- og nedture. Og med adgang til en guldmine af arkivklip. Kort sagt: et must-see for alle Stone Roses-fans.