CERN-laboratoriet i Schweiz huser de mest sofistikerede computere, der er bygget i menneskehedens historie. Men CERN rummer også flere tusind af de kvikkeste (og mest excentriske) hjerner i verden og blev grundlagt for 60 år siden på en idealistisk tanke om, at verdens nationer skal samarbejde om at løse universets store gåder. Den østrigske instruktør Nikolaus Geyrhalter (‘Our Daily Bread’) har besøgt stedet og de ansatte, der deler en dybt charmerende og fundamental nysgerrighed omkring alle de mysterier, der omgiver os. Og som kan gå i stå midt i en sætning af bar beundring over Higgs-partiklen.