Hvis du var vild med ‘Mondovino’ – eller hvis du hører til dem, der bare godt kan lide et glas god vin og en god røverhistorie i godt selskab – så er det her lige filmen for dig! Instruktøren Jonathan Nossiter har pakket sit kamera og er denne gang taget til Italien, hvor en gruppe passionerede vinbønder går op imod rigide D.O.C.-reglementer og EU-standarder for retten til at lave naturvin på deres egen måde. Humøret er dog højt og venskaberne på tværs af kameraet er en ren fornøjelse at tage del i. En film med karakter, og med modet til at gøre tingene på sin egen måde. Præcis som de stolte og sympatiske vinbønder.