‘Stærk, smukt filmet, roligt pauserende.’ Katrine Hornstrup Yde, Information
Justice Transitions i Florida ligner enhver anden amerikansk
trailerpark. Kun diskrete fodlænker og sporadisk hærværk vidner om, at
beboerne alle er dømte sexforbrydere. Fra små forseelser til det helt
uhyrlige. Og i en stat med en hård lovgivning på feltet betyder det i
praksis, at beboerne er dømt til et liv isoleret fra det omgivende
samfund. Parkens beboere er efterladt til selv at finde ud af, hvad der
kommer efter forbrydelse og straf. Det debuterende instruktørpar Lasse
& Frida Barkfors tager os med ind bag stigmatiseringens usynlige
hegn, låner et menneskeligt ansigt til et udstødt samfund af
dæmoniserede sexforbrydere – og tvinger os til at tage stilling til et
moralsk dilemma, der er dybere og mere komplekst, end man måske lige har
lyst til at blive mindet om.