En imaginær tv-kanal byder på alt fra quizprogrammer, talkshows og tv-shopping, til spiritualistisk selvhjælp og maximalistiske aerobic-timer i den unge kunstner Phil Collins’ fantasifulde filmportræt af sin hjemby Glasgow. En film, der til et soundtrack af lokal indie pop og pludselige sing-a-long-scener cirkulerer rundt i de institutioner, der skaber rammerne om de gode skotters liv: en skole, et kursus i fødselsforberedelse og et fængsel – og altså tv, hvor alle har et eller andet, de skal af med. Men hvad der i en traditionel dokumentarisk optik ville have været genstand for en diskursiv analyse og kritik af samfundets formative, ideologiske apparat bliver i ‘Tomorrow Is Always Too Long’ til scenen for en sociologisk musical og en klarsynet kærlighedserklæring til byen og dem, der bor der. Det bliver filmen ikke nødvendigvis mindre politisk af. Collins er nemlig taget rundt i Glasgow for at møde sine byfæller der, hvor de bor og er. Den afgørende forskel er således snarere, at han ser på sine medmennesker først og siden på det sociale maskineri – en pointe, der serveres med kreativt overskud og stor kunstnerisk lethed.