Magomed er en eftertænksom, 10-årig dreng fra Tjetjenien, der lige er ankommet til Danmark for at søge asyl. Hans far er blevet både truet og tortureret af russerne, og nu lever den lille familie i håbet om at få lov at blive. Imens deres sag behandles skal Magomed gå i skole, hvor en lærer hurtigt får øje på den kvikke, men generte dreng. Hans nye liv med nye venner tager imidlertid en mørk drejning, da afgørelsen falder med både en god og en dårlig nyhed. Og Magomed må forsøge at komme overens med sin fars historie – og med at han måske snart skal miste ham igen.